Day: februar 3, 2024

Comes A Time er titelmelodien fra Young niende studioalbum, der udkom i oktober 1978. Efter succesen med Harvest i 1972, søgte Young væk fra sit image som sentimental singer-songwriter og udgav flere albums, der var diametrale modsætninger hvad angår stilarter. På Comes a Time albummet vender Young tilbage til den romantiske folk-stil igen. Indspilningsteknisk er albummet også produceret med flere lag af overdubs og et stort ensemble af backing musikere, en kontrast til hans typiske præference for live-optagelser i studiet. Det er i det hele taget et opløftende og udadvendt album med en ren og tiltalende appel. Og den første plade med en smilende Young på pladecoveret.

Young selv er især begejstret for tilblivelsen til titelmelodien, der nærmest beskæftigede et fuldt ensemble af country-musikere:

“Comes a Time” er en af ​​mine all-time favoritindspilninger, fordi den bare har en fantastisk følelse. Det hele er et kludetæppe af lyd. Det er så tæt på en perfekt optagelse, som jeg nogensinde har fået. Nicolettes sang er smuk. Karl Himmel lagde et unikt groove på trommer. Chuck Cochran lavede strygerarrangementet. Rufus Thibodeaux spillede violin. J.J. Cale spillede guitar på den. Ben Keith spillede pedal steel. Spooner Oldham spillede klaver. Der var en rytmeguitarsektion med seks guitarister yderligere, der alle spillede rytme på gamle Martin-guitarer. Alle spillede, og det var som en mur af country-lyd, Gone With the Wind Orchestra. Hvilken lyd!”

Historien om Comes a Time-albummet er legendarisk i rockmusikkens historie. Neil Young var så utilfreds med lyden på de færige LP’er, at han købte 200.000 eksemplarer for at undgå, at nogen skulle høre dem. Youngs far Scott Young fortæller i sin bog, Neil and Me, at Young havde de 200.000 plader stående i kasser på sin ranch, og at han lavede skudhuller gennem hver eneste kasse for at sikre, at ingen ville være i stand til at spille pladerne. I et interview med Rolling Stone fra 2014 fortæller Young selv, at han senere brugte de 200.000 LP’er som tagbelægning til et staldtag. Hvis du køber Comes a Time albummet i dag, kan du være sikker på, at du får versionen, som er personligt remixet af Young fra den originale masteroptagelse.

Klippet øverst er en dugfrisk live version leveret af Young solo til Farm Aid 2023. Koncertkonceptet, som Young  har står bag siden 1985 sammen med Willie Nelsen og John Mellencamp.

After the Gold Rush er titelmelodien på Young tredje studiealbum fra 1970 af samme navn. Young har sagt, at han ikke husker, hvad sangen handler om. Men i sin biografi fra 2012 gav Young efter sigende en forklaring på sangens oprindelse og betydning. Inspirationen kom fra et manuskript af samme navn, som beskrev de sidste dage af Californien i en apokalyptisk oversvømmelse. Manuskriptet og sangens titel refererer til, hvad der skete med Californien efter guldfeberen.

Young konkluderer til sidst, at After The Gold Rush er en miljøsang, og at temaet om  at rejse i tid, går igen mange af hans sange. ”When I look out the window, the first thing that comes to my mind is the way this place looked a hundred years ago.”

Flere kunstnere har igennem tiden fortolket After The Goldrush, her iblandt Billy Corgan far Smashing Pumpkins og Thom Yorke fra Radiohed, der fortæller om sin oplevelse med Neil Young under et længer interview til BBC i klippet ovenfor. Yorke skal optræde ved en af Youngs mange Bridge School koncerter, og spørger ved den lejlighed Young, om det ville være okay, hvis han spiller After The Gold Rush. Young giver ham lov på den betingelse, at han spiller nummeret på det klaver, som Young selv har skrevet snagen på tredive år tidligere.

Linjen “Look at Mother nature on the run in the 1970s” er i øvrigt også blevet ændret af Young selv gennem årtier, så den altid passer til i tiden, når han synger den live. I dag synger han “Look at Mother Nature on the run in the 21st Century.”

Birds er det ottende nummer på After The Gold Rush, Youngs tredje studiealbum, der udkom i september 1970. Sangen går dog egentlig tilbage til i hvert fald 1968, og Young forsøgte at indspille den flere gange før After the Gold Rush. En tidligere version man kan finde på Neil Young Archives, blev optaget som en duet med bandkammerat Graham Nash, ligesom der også findes fine live versioner med Young salene på akustisk guitar.

Albummet blev indspillet med medlemmer af begge hans tilknyttede grupper på det tidspunkt, Crazy Horse og Crosby, Stills, Nash & Young. Det er også på After The Gold Rush, at vi første gang støder på den mangeårige samarbejdspartner Nils Lofgren. Albumversionen af Birds klarer han dog solo, og der er ingen anden instrumentering end klaveret, der understøtter Youngs vokal. Og med blot lidt over to og et halvt minut er det et af de korteste numre, både på albummet, og i det hele taget.

Young indspillede After The Gold Rush, mens han boede i Topanga Canyon, et kunstnerisk minisamfund i det sydlige Californien. Albummet blev stort set indspillet i hans hjemmestudie, og sangene var i høj grad præget af de mennesker, han mødte, mens han boede der – herunder Youngs første kone Susan Acevedo.

Lovebirds
Sangteksten bruger fuglebilleder som metafor, og er en sørgelig historie om et break up, hvor Young er den, der gør det fordi. Så selvom nummeret går tilbage til tiden, hvor alt endnu var fryd og gammen mellem de to, er det let at tolke teksten som Youngs farvel til hende. Young og Acevedi var gift fra 1968-1970.

Men teksten er også interessant i relation til Youngs liv og karriere som helhed. Han har altid haft en tendens til at brænde broer og efterlade folk – fra elskere og venner til bands og samarbejdspartnere. Det er et ofte diskuteret og gennemgående træk ved hans person, og et han selv har beklaget ved mange lejligheder, både i interview og i sange. Uanset, så er Birds en smuk farvelvise, der næsten gør ondt at lytte til.

Da albummet blev udgivet, var Young og Acevedo i øvrigt gået fra hinanden, og Young var flyttet til sin nyligt erhvervede Broken Arrow Ranch i det nordlige Californien, hvor han indspillede mange af sine efterfølgende albums.

Neil Youngs andet soloalbum, Everybody Knows This Is Nowhere fra 1969, markerede første gang, Young lavede et album med Crazy Horse som backingband. Skabt i et arbejdsraseri af musikalsk output fra Young, sideløbende med hans arbejde med Crosby, Stills og Nash, satte det scenen for den type lyd, Young ønskede at lave som soloartist; afklædt, uden smart og studieskabt poleret lyd.

Tre af sangene fra albummet – Cinnamon Girl, Down by the River og Cowgirl in the Sand – blev skrevet på en enkelt dag, mens Young lå syg med influanza og 39,5 °C feber. Og netop Cinnamon Girl var medvirkende til, at Young fik kaldenavnet “The Godfather of Grunge” årtier senere, da bands som Nirvana, Alice In Chains og Smashing Pumpkins omfavnede den innovative måde han stemte sin guitar på, den såkaldte dobbelt drop D, hvor øverste og nederst streng stemmes en hel tone ned. I klippet øverst bliver Young stoppet i en offentlig park af en fan, der ikke forstår, hvordan han spiller sangen. Young viser manden, hvordan guitaren skal stemmes i dobbelt drop D, inden han tøffer videre.

Sangens guitarsolo er legendarisk, og består stort set af ét gentaget, skarpt spillet D. Young forklarer selv, at ”folk siger, at det er en solo med kun én tone, men i mit hoved er alle tonerne forskellige. Jo mere du kommer ind i det, jo mere kan du høre forskellene.”

Det er et stort mysterium, hvem denne Cinnamon Girl er. Fans har i årevis spekuleret og spor er blevet endeløst gransket. Young har sagt, at han skrev sangen “for a city girl on peeling pavement coming at me through Phil Ochs’ eyes playing finger cymbals. It was hard to explain to my wife.” Bypigen, der spiller cymbals kan være en reference til folkesanger Jean Ray. Andre har spekuleret i, om sangen refererede til Jim Morrisons kone, Pamela Courson. Jim Morisson og Pamela Courson var en del af Topanga-samfundet omkring dette tidspunkt, og Pamela havde rødbrunt hår, der minder om kanel. Hun var en velkendt groupie på Sunset Strip før hun mødte Morisson. Young har dog afvist, at sangen refererer til hende.