Songs

Hey Hey, My My fra Youngs album Rust Never Sleeps fra 1979 var inspireret af punkrockens tidsånd i slutningen af ​​1970’erne, hvad han så som sin egen voksende irrelevans. Sangen går hånd i hånd med My My, Hey Hey (Out of the Blue), og de to versioner henholdsvis lukker og åbner ballet på netop Rust Never Sleeps – først My My, Hey Hey i en akustisk udgave, og til sidst My My, Hey Hey i en tung og skramlet garagerock version, som kun Crazy Horse kan skramle. Eneste tekstforskel på de to versioner et anderledes rim hist og her.

Linjen, “It’s better to burn out than to fade away”, blev inkluderet som sidste linje i Nirvana frontmand Kurt Cobains selvmordsbrev i 1994, og blev på den måde pludselig en af de mest berømte sangtekster nogensinde, da  Cobains kone Cortney Love læste passager af brevet højt på MTV for alle fans. Efter Cobains død insisterede Young på aldrig at fremføre sangen igen, men skiftede dog mening efter anmodning fra de overlevende medlemmer af Nirvana.

Young talte i 2005 med Time Magazine om sangteksten, selvmordsbrevet og Cobains død:

“The fact that he left the lyrics to my song right there with him when he killed himself left a profound feeling on me, but I don’t think he was saying I have to kill myself because I don’t want to fade away. I don’t think he was interpreting the song in a negative way. It’s a song about artistic survival, and I think he had a problem with the fact that he thought he was selling out, and he didn’t know how to stop it. He was forced to do tours when he didn’t want to, forced into all kinds of stuff. I was trying to get a hold of him – because I had heard some of the things he was doing to himself – just to tell him it’s OK not to tour, it’s OK not to do these things, just take control of your life and make your music. Or, hey, don’t make music. But as soon as you feel like you’re out there pretending, you’re fucked. I think he knew that instinctively, but he was young and he didn’t have a lot of self-control. And who knows what other personal things in his life were having a negative impression on him at the time?”

Klippet øverst er en optagelse fra Massey Hall i Toronto i 2011.

Helpless udkom første gang på Crosby, Stills, Nash & Young-albummet Déjà Vu fra 1970 og blev senere udgivet af Young på hans 1977 Decade-opsamling. “Indspillet i San Francisco omkring kl. 04.00, da alle blev trætte nok til at spille i mit tempo”, som Young beskriver det i en kommentar.

Mere end nogen anden sang handler Helpless om Youngs tidligste barndomsminder. Young fik polio i en alder af seks år, hvilket fik hans forældre til at tilbringe et år i Florida i håb om, at det varmere vejr ville fremskynde hans helbredelse. Ti år senere blev Youngs forældre skilt, hvorefter Neil blev hos sin mor, mens hans far beholdt bror Bob og senere giftede sig igen. Så barndomsminderne er bittersøde.

Stedet, som teksten refererer til er byen Omemee i Ontario. I 1949 flyttede Neils forældre dertil med ham, da han var fire år. Young beskriver det som en hyggelig lille by. Søvnigt lille sted. Livet var nemt og enkelt i den by. Gå til skole, gå hjem fra skole. Alle vidste, hvem du var. Alle kendte alle.

Down by the River er fra Youngs andet soloalbum fra 1969 med Crazy Horse, Everybody Knows This Is Nowhere. Sangen er én af tre sange, som blev skrevet på en enkelt dag, mens Young lå syg med influanza og 39,5 °C feber. De to andre sange fra dagen i sengen er Cinnamon Girl og Cowgirl in the Sand.

Debatten om, hvorvidt denne sang er en murder balade eller ej, har kørt lige siden den udkom. Ifølge tekster virker det oplagt, men en anden fortolkning kunne være, at nummeret faktisk handler om at dræbe afhængighed. Erstatter man tanken om kærlighed med stoffer, får nummeret pludselig en helt andenbetydning, hvor Young i omkvædet gør det af med de elskede stoffer, der kunne sende ham langt væk over regnbuen.

På albumversionen med Crazy Horse, leverer Young en af ​​sine fineste soloer. Ekstremt enkel, men ikke desto mindre ikonisk. I soloen gentages således den samme staccato-tone 38 gange i træk.

Klippet øverst er en soloversion fra 1971 fra The Shakespeare Theatre, Stratford Connecticut.

Don’t Let It Bring You Down er fra Neil Youngs tredje studiealbum After the Gold Rush fra 1970. Sangen er også med på Crosby, Stills, Nash & Youngs live album 4 Way Street fra 1971, ligesom der også findes fremragende live udgaver med Young solo på for eksempel Live At Massey Hall 1971 og Live At The Cellar Door 1970.

Young spiller sangen i dobbelt drop C stemning, som ligner dobbelt drop D; dog med den forskel, at hele guitaren er stemt ned et helt trin først. Særligt i soloversionerne giver det en helt speciel mørk og blød lyd til den akustiske guitar, som står i skærende kontrast til Youngs skærende høje vokal på nummeret. For den ligger virkelig højt!

Don’t Let It Bring you Down er blevet fortolket af en lang række forskellige kunstnere, lige fra Sting, Annie Lenox, Chris Cornell og Guns N’ Roses  til vores egne danske Kellermench, der har en mørk og foruroligende version af  nummeret med på deres selvbetitlede debutalbum fra 2009.

Dance, Dance, Dance er skrevet af Neil Young, men optrådte første gang på Crazy Horses debutalbum Crazy Horse i 1971. Det eneste album fra bandet med Danny Whitten i front, indspillet uden Young. Sangen blev faktisk oprindeligt indspillet af Young og Crazy Horse i 1969 til et country-rock-album, der aldrig blev udgivet. Crazy Horse fik så lov til at indspille nummeret alene til deres debutalbum et par pår senere.

Young spillede selv Dance, Dance, Dance live ved en række koncerter fra 1969 til 1971, ofte som sidste nummer at gå hjem på. Live versioner fra Carnagie Hall 1970 og Live at Massey Hall 1971 er værd at tjekke ud. Nummeret var også på sætlisten, som sidste sang i BBS’s tv-optagedelive session fra 1971, som kan ses ovenfor.

Young genbrugte i øvrigt melodien fra Dance, Dance, Dance til en anden af sine sange, Love Is a Rose, som Linda Ronstadt fik et hit med. Han har siden skiftet lidt imellem, hvilken af de to tekster, han synger. Og i hvert fald er de to sange aldrig at finde på samme sætliste.

Cowgirl in the Sand er fra Neil Youngs andet studiealbum Everybody Knows This Is Nowhere fra 1969. Sangen af én af tre sange fra albummet, som blev skrevet på én og samme dag, mens Young lå hjemme med influenza og høj feber. De to andre numre, der kom ud af febervildelsen var Cinnamon Girl og Down By The River.

Everybod Knows This Is Nowwhere er første album med Crazy Horse, og ikke mindst Danny Whitten på den anden guitar og korsang. En hæsblæsende 10-minutters udgave af Cowgirl In The Sand lukker albummet, og et perfekt eksempel på den skramlende skønhed, som Crazy Horses har stået for lige siden.

Cowgirl in the Sand har lige siden været omdrejningspunktet i mange Crazy Horse-koncerter, ofte strukket ud i knapt 20 minytters længde. Lyt for eksempel til versionen på Live at the Fillmore East fra kl. 1970.

Men sangen har også flere gange været på sætlisten under Youngs akustiske solo shows, hvor den sparsomme instrumentering med bare Youngs akustiske guitar, virkelig demonstrerer Youngs evner som sanger. Vokalen ligger faktisk ekstremt højt, men Young synger melodien, uden på noget tidspunkt at slå over i falset. En af de bedste soloversioner kan findes på Live At Massey Hall fra 1971.

Comes A Time er titelmelodien fra Young niende studioalbum, der udkom i oktober 1978. Efter succesen med Harvest i 1972, søgte Young væk fra sit image som sentimental singer-songwriter og udgav flere albums, der var diametrale modsætninger hvad angår stilarter. På Comes a Time albummet vender Young tilbage til den romantiske folk-stil igen. Indspilningsteknisk er albummet også produceret med flere lag af overdubs og et stort ensemble af backing musikere, en kontrast til hans typiske præference for live-optagelser i studiet. Det er i det hele taget et opløftende og udadvendt album med en ren og tiltalende appel. Og den første plade med en smilende Young på pladecoveret.

Young selv er især begejstret for tilblivelsen til titelmelodien, der nærmest beskæftigede et fuldt ensemble af country-musikere:

“Comes a Time” er en af ​​mine all-time favoritindspilninger, fordi den bare har en fantastisk følelse. Det hele er et kludetæppe af lyd. Det er så tæt på en perfekt optagelse, som jeg nogensinde har fået. Nicolettes sang er smuk. Karl Himmel lagde et unikt groove på trommer. Chuck Cochran lavede strygerarrangementet. Rufus Thibodeaux spillede violin. J.J. Cale spillede guitar på den. Ben Keith spillede pedal steel. Spooner Oldham spillede klaver. Der var en rytmeguitarsektion med seks guitarister yderligere, der alle spillede rytme på gamle Martin-guitarer. Alle spillede, og det var som en mur af country-lyd, Gone With the Wind Orchestra. Hvilken lyd!”

Historien om Comes a Time-albummet er legendarisk i rockmusikkens historie. Neil Young var så utilfreds med lyden på de færige LP’er, at han købte 200.000 eksemplarer for at undgå, at nogen skulle høre dem. Youngs far Scott Young fortæller i sin bog, Neil and Me, at Young havde de 200.000 plader stående i kasser på sin ranch, og at han lavede skudhuller gennem hver eneste kasse for at sikre, at ingen ville være i stand til at spille pladerne. I et interview med Rolling Stone fra 2014 fortæller Young selv, at han senere brugte de 200.000 LP’er som tagbelægning til et staldtag. Hvis du køber Comes a Time albummet i dag, kan du være sikker på, at du får versionen, som er personligt remixet af Young fra den originale masteroptagelse.

Klippet øverst er en dugfrisk live version leveret af Young solo til Farm Aid 2023. Koncertkonceptet, som Young  har står bag siden 1985 sammen med Willie Nelsen og John Mellencamp.

After the Gold Rush er titelmelodien på Young tredje studiealbum fra 1970 af samme navn. Young har sagt, at han ikke husker, hvad sangen handler om. Men i sin biografi fra 2012 gav Young efter sigende en forklaring på sangens oprindelse og betydning. Inspirationen kom fra et manuskript af samme navn, som beskrev de sidste dage af Californien i en apokalyptisk oversvømmelse. Manuskriptet og sangens titel refererer til, hvad der skete med Californien efter guldfeberen.

Young konkluderer til sidst, at After The Gold Rush er en miljøsang, og at temaet om  at rejse i tid, går igen mange af hans sange. ”When I look out the window, the first thing that comes to my mind is the way this place looked a hundred years ago.”

Flere kunstnere har igennem tiden fortolket After The Goldrush, her iblandt Billy Corgan far Smashing Pumpkins og Thom Yorke fra Radiohed, der fortæller om sin oplevelse med Neil Young under et længer interview til BBC i klippet ovenfor. Yorke skal optræde ved en af Youngs mange Bridge School koncerter, og spørger ved den lejlighed Young, om det ville være okay, hvis han spiller After The Gold Rush. Young giver ham lov på den betingelse, at han spiller nummeret på det klaver, som Young selv har skrevet snagen på tredive år tidligere.

Linjen “Look at Mother nature on the run in the 1970s” er i øvrigt også blevet ændret af Young selv gennem årtier, så den altid passer til i tiden, når han synger den live. I dag synger han “Look at Mother Nature on the run in the 21st Century.”