Songs

Birds er det ottende nummer på After The Gold Rush, Youngs tredje studiealbum, der udkom i september 1970. Sangen går dog egentlig tilbage til i hvert fald 1968, og Young forsøgte at indspille den flere gange før After the Gold Rush. En tidligere version man kan finde på Neil Young Archives, blev optaget som en duet med bandkammerat Graham Nash, ligesom der også findes fine live versioner med Young salene på akustisk guitar.

Albummet blev indspillet med medlemmer af begge hans tilknyttede grupper på det tidspunkt, Crazy Horse og Crosby, Stills, Nash & Young. Det er også på After The Gold Rush, at vi første gang støder på den mangeårige samarbejdspartner Nils Lofgren. Albumversionen af Birds klarer han dog solo, og der er ingen anden instrumentering end klaveret, der understøtter Youngs vokal. Og med blot lidt over to og et halvt minut er det et af de korteste numre, både på albummet, og i det hele taget.

Young indspillede After The Gold Rush, mens han boede i Topanga Canyon, et kunstnerisk minisamfund i det sydlige Californien. Albummet blev stort set indspillet i hans hjemmestudie, og sangene var i høj grad præget af de mennesker, han mødte, mens han boede der – herunder Youngs første kone Susan Acevedo.

Lovebirds
Sangteksten bruger fuglebilleder som metafor, og er en sørgelig historie om et break up, hvor Young er den, der gør det fordi. Så selvom nummeret går tilbage til tiden, hvor alt endnu var fryd og gammen mellem de to, er det let at tolke teksten som Youngs farvel til hende. Young og Acevedi var gift fra 1968-1970.

Men teksten er også interessant i relation til Youngs liv og karriere som helhed. Han har altid haft en tendens til at brænde broer og efterlade folk – fra elskere og venner til bands og samarbejdspartnere. Det er et ofte diskuteret og gennemgående træk ved hans person, og et han selv har beklaget ved mange lejligheder, både i interview og i sange. Uanset, så er Birds en smuk farvelvise, der næsten gør ondt at lytte til.

Da albummet blev udgivet, var Young og Acevedo i øvrigt gået fra hinanden, og Young var flyttet til sin nyligt erhvervede Broken Arrow Ranch i det nordlige Californien, hvor han indspillede mange af sine efterfølgende albums.

Neil Youngs andet soloalbum, Everybody Knows This Is Nowhere fra 1969, markerede første gang, Young lavede et album med Crazy Horse som backingband. Skabt i et arbejdsraseri af musikalsk output fra Young, sideløbende med hans arbejde med Crosby, Stills og Nash, satte det scenen for den type lyd, Young ønskede at lave som soloartist; afklædt, uden smart og studieskabt poleret lyd.

Tre af sangene fra albummet – Cinnamon Girl, Down by the River og Cowgirl in the Sand – blev skrevet på en enkelt dag, mens Young lå syg med influanza og 39,5 °C feber. Og netop Cinnamon Girl var medvirkende til, at Young fik kaldenavnet “The Godfather of Grunge” årtier senere, da bands som Nirvana, Alice In Chains og Smashing Pumpkins omfavnede den innovative måde han stemte sin guitar på, den såkaldte dobbelt drop D, hvor øverste og nederst streng stemmes en hel tone ned. I klippet øverst bliver Young stoppet i en offentlig park af en fan, der ikke forstår, hvordan han spiller sangen. Young viser manden, hvordan guitaren skal stemmes i dobbelt drop D, inden han tøffer videre.

Sangens guitarsolo er legendarisk, og består stort set af ét gentaget, skarpt spillet D. Young forklarer selv, at ”folk siger, at det er en solo med kun én tone, men i mit hoved er alle tonerne forskellige. Jo mere du kommer ind i det, jo mere kan du høre forskellene.”

Det er et stort mysterium, hvem denne Cinnamon Girl er. Fans har i årevis spekuleret og spor er blevet endeløst gransket. Young har sagt, at han skrev sangen “for a city girl on peeling pavement coming at me through Phil Ochs’ eyes playing finger cymbals. It was hard to explain to my wife.” Bypigen, der spiller cymbals kan være en reference til folkesanger Jean Ray. Andre har spekuleret i, om sangen refererede til Jim Morrisons kone, Pamela Courson. Jim Morisson og Pamela Courson var en del af Topanga-samfundet omkring dette tidspunkt, og Pamela havde rødbrunt hår, der minder om kanel. Hun var en velkendt groupie på Sunset Strip før hun mødte Morisson. Young har dog afvist, at sangen refererer til hende.

Sugar Mountain er en af tidligste sange. Young komponerede sangen på sin 19 års fødselsdag, den 12. november 1964, på Victoria Hotel i Fort William, Ontario, hvor han havde turneret med sit Winnipeg-band The Squires. Tekster er reflekterer om hans ungdom i Winnipeg.

Den første kendte indspilning af sangen blev lavet den 15. december 1965 som en demo hos Elektra Records i New York. Den version kan høres på Early Years disken fra The Archives Vol. 1 1963–1972. Den første formelle udgivelse af Sugar Mountain var en live version af sangen lavet 10. november 1968, som en del af en optræden i Canterbury House i Ann Arbor, Michigan. Den indspilning blev udgivet som B-siden af ​​Youngs single The Loner fra 1969, og faktisk igen som B-siden af ​​Cinnamon Girl året efter.  Det tredobbelte opsamlingsalbum Decade fra 1977 var første albumudgivelse med Sugar Mountain på tracklisten.

Young fortæller om sangen:
“Jeg skrev 126 vers til den, og havde mange problemer med at finde ud af, hvilke fire vers jeg skulle bruge. ”Now you’re underneath the stairs…” Det var nok det værste vers af de 126, jeg skrev. Så jeg besluttede at tage det med i sangen, bare for at give alle en referenceramme med hensyn til, hvad der kan ske, når man skriver. Jeg tror, det er et af de dårligste vers, jeg nogensinde har skrevet. Og det kræver en del mod for mig at synge den foran et publikum. Men hvis de, når jeg er færdig med at synge verset, synger med på omkvædet super højt, glemmer jeg det med det samme.”

Joni Mitchell, der blev venner med Young tilbage i 1965, da de mødtes i folk-miljøet i Toronto, skrev nummeret The Circle Game, som et svar på Sugar Mountain. Ved en koncert i Albert Hall i London den 29. oktober 1970 åbnede Joni Mitchell forestillingen med denne tale:

“I 1965 boede jeg i Canada, og der var en af mine venner deroppe, som lige havde forladt et rock’n’roll-band. Han var lige fyldt 21 år, og det betød, at han ikke længere måtte komme ind på hans yndlingssted, som var en slags teeny-bopper-klub. Når du først er over 21, kunne du ikke komme derind igen. Så han havde det virkelig forfærdeligt, fordi hans veninder og alle, som han ville hænge ud med, fx hans band, stadig kunne komme ind. Så det var faktisk en af de ting, der fik ham i gang soloartist. Så han skrev denne her sang, som var en klagesang over hans tabte ungdom. Og jeg tænkte, Gud, hvis vi når 21 og der ikke er noget efter dét. Det er en ret dyster fremtid, så jeg skrev en sang til ham, og til mig selv, bare for at give mig lidt håb. Den hedder The Circle Game.”

En langtidsholdbar sukkertop
Young har været tro mod sangen igennem sin karriere. Udover at spille nummeret flittigt i sine soloshows op gennem 60’erne og 70’erne, er Sugar Mountain eksempelvis også åbningsnummer på Live Rust koncertudgivelsen fra 1979 med Crazy Horse, hvor Young starter ballet solo på sin 12-strengede Taylor 855 med tre på stribe; Sugar Mountain, I Am A Child og Comes A Time.I klippet øverst spiller Young Sugar Mountain med Willie Nelson og Mickey Raphael ved Farm Aid-koncerten i Louisville, Kentucky den 1. oktober 1995. Farm Aid blev startet af Willie Nelson, Neil Young og John Mellencamp i 1985 til støtte for familiedrevet landbrug, og har siden arbejdet på at sikre, at alle har adgang til god mad fra familiedrevet landbrug. Dave Matthews blev medlem af Farm Aids bestyrelse i 2001.

Neil Young vendte tilbage til sin fødeby i 1965, fast besluttet på at bryde ind i Torontos blomstrende musikscene. Han var ankommet med sin Winnipeg-gruppe, The Squires, men deres folk-rock-lyd faldt for døve ører i Toronto. Selv det at ændre deres navn til Four to Go gjorde ikke en forskel. Så Young skilte sig af med sine bandkammerater og lancerede sig selv som solo-folksanger.

Inden han forlod Winnipeg, var Young blevet vild med Bob Dylans musik og lærte sig selv at spille Four Strong Winds, Ian Tysons Canada-refererende svar på Blowin’ in the Wind. Han havde også stødt på Joni Mitchell, som optrådte på Fourth Dimension coffeehouse med sin mand. Efter showet gik Young op til Joni, fortalte hende, at han havde sin egen folkesang og spillede Sugar Mountain for hende. Mitchell blev rørt nok af Youngs triste sang om fortabt ungdom til, at hun senere skrev en svarsang om livets cyklus The Circle Game.

På ni minutter lange Ambulance Blues tager Young os tilbage til ’the old folky days’ i Toronto. Han refererer til The Riverboat, et lille coffeehouse i Torontos Yorkville-kvarter, som var et tidligt mødested for folk-inspirerede kunstnere som Gordon Lightfoot, Bruce Cockburn, Joni Mitchell, Simon & Garfunkel og Arlo Guthrie. Linjen “Åh, Isabella, proud Isabella, they tore you down and plowed you under” refererer til Isabella Street 88, et gammelt udlejehus med billige værelser i Toronto, hvor Neil og Rick James opholdt sig i en periode. Det blev revet ned i begyndelsen af ​​1970’erne.

Herefter stikker teksten af i mere eller mindre abstrakte brudstykker, der udforsker Youngs følelser omkring kritikere, Richard Nixon samt hans forhold til CSNY. Linjen “You’re all just pissing in the wind” var et direkte citat fra Youngs manager Elliot Roberts vedrørende kvartettens inaktivitet. Young bekræfter i et interview fra 2023 på hans hjemmeside, at verset om ”a man who told so many lies” blev skrevet til Richard Nixon.

Ambulance er afslutningsnummeret fra Youngs femte studiealbum On The Beach (1974). Albummet var det andet i den såkaldte “Ditch Trilogy” af albums, som Young indspillede efter den store succes med 1972’s Harvest, der for alvor cementerede hans status som kæmpestjerne. On the Beach var inspireret af følelser af tilbagetrækning, fremmedgørelse og melankoli som svar på denne succes.

Klippet øverst er en live version af Ambulance fra The Apollo Hammersmith i London i 2008, hvor Young spillede hele seks aftener. Undertegnede var så heldig at være til stede på én af dem.

Out On The Weekend er åbningsnummeret fra Neil Youngs fjerde album Harvest (1972). Young har udtalt, at denne sang, såvel som Harvest og Heart of Gold fra samme album, var inspireret af hans dengang blomstrende kærlighed til skuespillerinden Carrie Snodgress.

Harvest viste sig at være en pinefuld indspilning, der tog næsten et år fra januar til oktober 1971. Hovedårsagen var Youngs operation, efter at han havde skadet ryggen ved at flytte træplanker på ranchen, som han lige havde købt. Han forsøgte at rette op på problemet med et korset, men havde på i flere måneder. Til sidst valgte han at gå under kniven. I et interview med Rolling Stone i 1975 beskriver Young indspilningen af ​​albummet på sin gård, mens han var ved at komme sig efter en operationen:

”Jeg var svag og kunne ikke holde min guitar oppe. Derfor sad jeg ned på hele min solo-turné i 1971. Jeg kunne ikke bevæge mig for godt, så jeg slappede af i lang tid på ranchen og havde ingen kontakt med nogen. Jeg havde et korset på. Crosby kom op for at se, hvordan jeg havde det, vi gik en tur, og det tog mig 45 minutter at komme til studiet, som ligger kun 400 meter fra huset. Jeg kunne kun stå op fire timer om dagen. Jeg optog det meste af Harvest i korset. Det er meget af grunden til, at det er så roligt et album. Jeg kunne ikke fysisk spille en elektrisk guitar.”

Baslinjen i omkvædet af albumversionen er i øvrigt den samme tone igen og igen, der følger stortrommen. Bare et A hver gang. Ben Keiths pedal steel spiller også bare et A, imens guitarakkorderne skifter rundt. Keep it simple.