On the Way Home er åbningsnummeret på Buffalo Springfields sidste album, Last Time Around fra 1968 – men selvom den står som en af gruppens mest iørefaldende sange, er det faktisk lidt af en kuriositet i bandets katalog. Sangen er nemlig skrevet af Neil Young, men det er bandkollegaen Richie Furay, der synger lead-vokalen. Neil har senere selv taget sangen til sig og spillet den live utallige gange, ofte i en mere nøgen og følelsesladet udgave end den polerede version fra pladen.

Teksten handler om længsel og den svære overgang fra ungdommens drømme til voksenlivets realiteter – et gennemgående tema hos Neil. Allerede her anede man konturerne af den rastløshed og søgen, der skulle blive hans kunstneriske kompas i de kommende årtier.

En sjov detalje omkring sangen er, at den faktisk blev indspillet på et tidspunkt, hvor Buffalo Springfield reelt var ved at falde fra hinanden. Neil var allerede i gang med at planlægge sin solokarriere, og stemningen i studiet var mildt sagt anstrengt. Ifølge Richie Furay forsøgte de alligevel at samle sig én sidste gang og give sangen det løft, den fortjente – ikke mindst fordi Neils sangskrivning allerede dengang blev anset som noget ganske særligt.

I nyere tid har On the Way Home fået nyt liv som åbningssang på den legendariske liveplade Live at Massey Hall 1971, hvor Neil alene med sin akustiske guitar og et varmt, nærværende publikum løfter sangen til nye højder. Den version er for mange blevet den definitive udgave – og et smukt eksempel på, hvordan Neil Youngs sange ofte har flere liv, alt efter hvor og hvornår de bliver spillet.

The Old Laughing Lady er én af de mest stemningsfulde sange fra Neil Youngs debutalbum fra 1968. Sangen skiller sig ud på pladen med sin mørke, næsten spøgelsesagtige atmosfære, hvor Neil er akkompagneret af klaver, strygere og kor – et lydbillede, der peger mere mod barok-pop end den akustiske folk, mange ellers forbinder med hans tidlige periode.

Tekstmæssigt er sangen mystisk og åben for fortolkning, som så meget andet i Neil Youngs univers. The Old Laughing Lady kan være alt fra en figur i en drøm til en metafor for afhængighed eller døden selv.

En af de mere kuriøse historier knyttet til sangen stammer fra tiden omkring albumindspilningerne i Sunset Sound i Los Angeles. Producer David Briggs syntes, sangen lød for pæn i en tidlig version. Løsningen blev en håndfuld venner, som tilføjede korstemmer mod nummerets slutning. Det siges, at koret blev indsunget af en flok lettere berusede bekendte, som lige var kommet fra en stripklub på Sunset Boulevard.

Om det passer, ved kun Neil og Briggs, men uanset hvad, har The Old Laughing Lady en særpræget blanding af skønhed og uhygge, som har gjort den til en fanfavorit – især blandt dem, der sætter pris på Neil Youngs mere obskure perler.

En lidt mere frisk og fremadlænet version af Old Laughing Lady kan høres på MTV Unplugged fra 1993, hvor Young spiller nummeret solo – kun akkompagneret af sin guitar og en mundharpe.

Ohio handler om begivenhederne den 4. maj 1970, da den amerikanske nationalgarde skød fire ubevæbnede studerende ved Kent State University i Ohio.
I maj-udgaven af Life magazine den 15. maj var skyderierne på forsiden med et billede af en såret studerende liggende på jorden. Da Neil Young læste historien og så billederne, kom sangen til ham.

“Han var stille i lang tid, og så tog han sin guitar og 20 minutter senere havde han denne sang,” huskede hans bandkammerat David Crosby.

Crosby tog fat i de to andre medlemmer af gruppen – Stephen Stills og Graham Nash – og de indspillede sangen i Los Angeles den 21. maj. Sangen blev mixet og masteret og fløjet til New York, hvor den blev presset på vinyl med det samme. “Ohio” blev udgivet den 4. juni, blot en måned efter skyderierne.

Den 8. august 1974, da Richard Nixon annoncerede, at han ville træde tilbage som præsident, var CSN&Y på turné i New Jersey og annoncerede nyheden fra scenen, før de spillede “Ohio.”

Nowadays Clancy Can’t Even Sing var Buffalo Springfields første single, som udkom i august 1966, og det store gennembrud for både Stephen Stills og Neil Young – selvom det var lige ved slet ikke at blive til noget. Oprindeligt havde første single “Go and Say Goodbye” af Stephen Stills på A-siden og Youngs “Nowadays Clancy Can’t Even Sing” på B-siden, før producenter gav efter for presset fra distributører og vendte siderne om.

På den måde blev Stills og Young sat op til intern rivalisering lige fra start. Stills havde følelsen af at Buffalo Springfield var hans band, og her blev han så overgået af sin leadguitarist allerede på første udgivelse. Det var mere end hvad Stills kunne æde, og kompromiet blev derfor at Richie Furay sang nummeret. Furay havde også selv sange, han gerne ville have med på Buffaloe Springfield albummet, men de gik tabt i magtkampen mellem Stills og Young.

Neil Young havde skrevet sangen allerede i 1965 kort efter at være vendt tilbage til Yorkville fra en række optrædener i Toronto, i en periode hvor hans forsøg på en solokarriere ikke havde mødt meget positiv respons. Kort tid efter besluttede Young sig for at køre til Los Angeles for at prøve lykken der.

Der er en glimrende akustisk guitarversion af sangen på Sugar Mountain – Live at Canterbury House 1968, hvor Neil Young synger nummeret selv. Den kan høres i afspilleren øverst.

Mr. Soul blev udgivet den 15. juni 1967 som B-siden til Buffalo Springfields fjerde single “Bluebird” og senere inkluderet, som åbningsnummer på gruppens andet album Buffalo Springfield Again.

Mr. Soul handler om Neil Youngs personlige udfordringer med berømmelse. Den blev skrevet af Young efter, at han havde fået et anfald af epilepsi under en koncert med Buffalo Springfield i San Francisco. Mange i publikum spekulerede på, om anfaldet var en del af showet.

Mens han var indlagt på UCLA Medical Center, skrev han sangen, så snart han var vågnet og havde fået det bedre. Teksten afspejler Youngs oplevelse, hvor han følte, at han var ved at dø. Grundet sin epilepsi blev han rådet af sin læge til aldrig at tage LSD eller andre hallucinerende stoffer.

Sangen er komponeret på en akustisk tolv-strenget guitar i double drop D-stemning, som Young brugte i en række andre sange, såsom “Ohio” og “Cinnamon Girl”. Hovedriffet i sangen er i øvrigt baseret på en modificeret version af riffet brugt i Rolling Stones’ “Satisfaction”.

Neil udgav Love In Mind på livealbummet Time Fades Away i 1973, men indspilningen daterer sig tilbage til to år tidligere.

Nummeret er skrevet undervejs på hans solo tour i begyndelsen af 1971. Ved hans berømte koncert i Massey Hall i januar 1971 introducerer Neil sangen ved at fortælle at sangen er skrevet i Detroit. Eller Chicago. “Maybe it was Detroit and Chicago,” siger han.

Love In Mind er et fint eksempel på Youngs evne til at kombinere simple melodier, i dette tilfælde på klaveret, og med dybe, filosofiske tekster, der efterlader lytteren med stof til eftertanke omkring både personlige og universelle emner.

Neils elskede gamle Buick Roadmaster-rustvogn ’Mort’ fra 1948 var inspirationen til denne sang. Bilen brugte Young som en slags bandbus i sine unge år. Som sangteksten fortæller, brød ’Mort’ sammen en dag i 1962 uden for byen Blind River med gearkasseproblemer, og Neil og band måtte tilbringe 4-5 dage i byen, mens reparationsarbejdet stod på. Young endte med at købe en 1953 Pontiac rustvogn i stedet, som han døbte Mort II.

I 1966 tog Neil Young turen fra Toronto til Los Angeles i den efterhånden medtagne Mort II. Planen med turen var at danne et band med Stephen Stills, og Young håbede, at han ville være i stand til at finde ham.

Young havde mødt Stills året før i Fort William, Ontario, i april 1965, hvor han havde taget sit første band, The Squires, med for at få koncerter. De endte med at optræde som opvarmning for et band kaldet The Company, der havde Stills med. Stills og Young kom hurtigt godt ud af det med hinanden, med en gensidig fornemmelse af, at de kunne gøre mere sammen, end i de bands, de var i på det tidspunkt.

I marts 1966 besluttede Young sig så for at tage til Los Angeles for at finde Stills, uden at vide præcist, hvor han var. Han tog turen sammen med bassisten Bruce Palmer, som han havde spillet med i en kort periode. De to ankom til Los Angeles og begyndte at besøge alle musiksteder i byen og spørge efter Stephen Stills. For at få råd til benzin, cigaretter og mad, tjente de lidt penge ved at køre folk, de mødte rundt i byen i rustvognen, som en slags pirattaxa. De fandt ikke Stills nogen steder, og efter en uge uden held besluttede de sig for at tage nordpå til San Francisco.

Det var myldretid om eftermiddagen den 6. april, da Young og Palmer forsøgte at køre nordpå på Sunset Boulevard, på vej ud af byen. På samme tid kørte Stills i selskab med guitarist Richie Furay og manager Barry Friedman sydpå på Sunset i en hvid varevogn. Trafikken var langsom og udviklede sig til en trafikprop. Pludselig fik Stills øje på en sort rustvogn med Ontario-nummerplader, der kørte den modsatte vej. Han vidste, at Neil kørte en gammel sort rustvogn, og fik en stærk fornemmelse af, at det måtte være ham.

De dyttede og vinkede, men uden held, så i stedet skiftede de vognbane, satte efter dem, indhentede dem, og dyttede og vinkede dem ind til siden. Og ganske rigtigt; det var Neil Young og Bruce Palmer!

De to biler drejede ind på parkeringspladsen ved Ben Franks restaurant på Sunset, hvor de udvekslede et kram. Buffalo Springfield blev dannet lige der og da, midt i den kaotiske trafik i Los Angeles. Den nye gruppe debuterede 11. april 1966 på The Troubadour i West Hollywood, kun fem dage efter det tilfældige møde på Sunset Boulevard, og i oktober samme år udkom debutalbummet Buffalo Springfield.